Op til det formentlig højspændte EU-topmøde er der kommet en enkelt god nyhed: Efter mere end 25 års bitter strid er regeringscheferne i Athen og Skopje blevet enige om navnet på Grækenlands lille nabo mod nord: Republikken Nordmakedonien.
Tænk, at det skulle tage så lang tid at finde frem til et navn på den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, som begge parter kan leve med. Nu må man så håbe, det lykkes at få enigheden bekræftet i parlamenterne, og det er slet ikke en given sag. Følelserne stikker dybt, og er ikke blevet blidere gennem årene. Men det er godt gået af statsministrene Tsipras i Athen og Zoran Zaev i Skopje.
I Grækenland har stærke politiske kræfter gennem årene pustet til nationalistiske følelser ved at påstå, at når naboen mod nord insisterede på at hedde ”Makedonien”, så var det ikke blot et groft tyveri af græsk identitet og historie – det var også en trussel mod Grækenlands sikkerhed.
Det første kan diskuteres. For makenonerne kunne ikke dy sig for at drille og pirke til den græske nationalfølelse ved f.eks. at kalde deres lufthavn for ”Alexander den Store Lufthavnen” og bruge Alexanders stjerne i flaget og andre nationale symboler. For Alexander var da makedoner, ikke? Eller var han græker? Sådan kan man hurtigt geråde i værtshusslagsmål…
Det med, at Grækenlands sikkerhed er truet, er en absurd påstand. Grækenland er medlem af både NATO og EU, så det er jo helt hen i skoven at påstå, at de 2 millioner fattige makedonere – som grækerne har holdt på afstand af enhver form for internationalt samarbejde, hvor grækerne kunne blokere for dem – skulle udgøre en sikkerhedstrussel mod de 10 millioner grækere. Men det skal man passe på med at fortælle dem.
Det oplevede jeg tilbage i januar 1993 i min sidste optræden som udenrigsminister og rådsformand i Europaparlamentet. Nogle græske parlamentarikere udtalte sig voldsomt om Makedonien, der netop havde erklæret sig selvstændig under dette navn, og jeg sagde til dem, at deres partnere i både EF og NATO ville have vanskeligt ved at se det som andet end en mistillidserklæring til alliance- og samarbejdspartnerne. Det førte til voldsomme græske protester, og boykot mod danske varer – blandt andet en fremragende ost, som producenten brændte inde med, og solgte på Amager under navnet ”Uffe-ost”. Jeg købte et meget stort stykke…
Det viste sig for øvrigt senere, at en stramning i simultantolkningen havde skærpet mine udtalelser, så de blev ekstra sårende for de ømme græske følelser. Sådan kan det gå for de små sprog, hvor dansk skulle oversættes til græsk via andre sprog. Men jeg har undladt at feriere i Grækenland siden da.
Makedonien – eller Nordmakedonien, som jeg må vænne mig til at kalde det lille, hårdt plagede land – har haft et vanskeligt kvart århundrede efter Jugoslaviens opbrud. Grækerne har systematisk chikaneret sin lille nabo, og har bl.a. insisteret på, at det i FN og andre steder skulle optræde under det kunstige navn FYROM – som er et akronym: Former Yugoslav Republic of Macedonia. I forvejen var landet plaget af indre splittelse mellem albanere og andre grupperinger, og i den senere periode har det været vanskeligt at få styr på korruptionen.
Men nu har EU en chance – og en pligt! – til at indhente det forsømte kvarte århundrede, og bidrage til at sikre stabiliteten i Nordmakedonien. Det er vigtigt at indlede forhandlinger om et fremtidigt medlemskab, så det står klart, at der ligger en gevinst og venter, hvis man står ved aftalen om navnet. Grækerne har allerede kunnet glæde sig over en gældslempelse, som blev aftalt lige efter at navnesagen havde fundet en løsning – og det ligner da en tanke, selv om alle nok vil benægte en sammenhæng.
Desværre har flere EU-lande – også Danmark – udtalt sig negativt om fremtidigt EU-medlemskab for Nordmakedonien. Det er både kortsynet og historieløst. Der er næppe nogen, som forestiller sig et hurtigt medlemskab – men det er vigtigt at starte forhandlinger. Også fordi det vil give en god anledning til at pudse de Københavns-kriterier af, som alle medlemslande skal leve op til. De demokratiske spilleregler, som er beskrevet i Københavns-kriterierne, er under pres af flere nye medlemslande – især Ungarn – og Polen – og de skal forsvares med næb og kløer. Men de skal ikke kun gælde for eventuelt fremtidige medlemmer i Vestbalkan. De skal gælde alle.
